Det er vigtigt at understrege, at det ikke er min mening at hænge nogen ud personligt. Hvis du oplever dette som tilfældet, må du endelig skrive til min mail eller ringe, så vil jeg med det samme ændre indlægget.



Klinteborg

Et billede af smukke Klinteborg (der hvor vi var) taget fra oven. Billedet er fra FDF’s egen hjemmeside.

Hvorfor bunde 1 Pepsi Max, 1 Faxe Kondi, 1 Fanta og en halv liter Cocio på under 25 sekunder? Jeg ved det måske godt. Svaret kommer senere, men lad os starte med at understrege imponerende og fortsætte:

Dag 1

Der hænger de på den gamle lejrskoles vægge: Nyopklistret billeder af vektorernes (DTU’s tutorers) kroppe. En krop på et klistret gulv med armene akavet ud til siderne og et halvsmilene forvredet ansigt. En anden i enden af en gennemsigtig affaldssæk i færd med at få det tidligere indtaget ud! Humoren er sort og temaet… Ja, druk.

Første fællesbesked i grove træk: Hvis du overtræder de her 6 regler, så skal du bunde! Og drukket bliver der, det er ikke til at bevæge sig uden. De køkkenansvarliges (kaldet bumserne) øjne flakker – de har sikkert været i gang hele dagen - og med rødmossede kinder falder de bevidst i, så de stolt kan udføre ”straffen”. Igen og igen bliver flaskenes bunde vendt mod vejret, mens den gule væske flyder mod gulvet. For det meste opsamles den af en mund med 200 øjne på sig. ”Bund, bund, bund! ” Fællesbeskeden bliver afsluttet med et hult: ”Ja, – og det er selvfølgelig okay ikke at drikke.”… Hvad?

Nu er stemningen lagt. Alle mod alle. Du har fået en funktion i dit nye hierarki, med de erfarne på toppen. Hold øje med din sidemakker! Bliver reglerne overholdt? Hvis ikke, så kan du til hver en tid synge/skråle personen op, hvorefter han/hun til alles skue vil ligge under for et gentagende: ”Kan… kan… kan… drikke øl!”

Jeg kan ikke lade være med at se det i et meget ceremonielt lys: et optagelsesritual af en art. Flæk dig selv og bliv foreviggjort. You can do it! We did it and look how cool we are!

Aftenen fortsætter. Jeg kan se vores TinTin bordgruppe er bagude i drukregnskabet. ”Det skal fandeme indhentes drenge. Vi tager dem i morgen!” Ryger det ud af en vektor. Et søjlediagram står larmende, hver gang du køber en øl, og fortæller om stillingen mellem de 8 tegneserieuniverser. Det viser sig, at Dragon Ball Z karakterer er umådeligt gode i den mest primitive konkurrence af alle.



Dag 2

Næste morgen er vi på den igen. En reparationsbajer bliver bragt til morgenbordet. Men hey: Fællesaktiviteter… Morgendans og lektiecafé. Måske er der i dag tid til at nyde den fantastiske natur her omkring Klinteborg.

”Du må ikke gå uden for grunden uden en vektor.”

Stranden ved Klinteborg

Måske kan man liiiiige ane, at man faktisk kan se stranden fra Klinteborg på dette billede. Igen er billedet fra FDF’s egen hjemmeside

Vi er 200 meter fra stranden, jeg kan høre bølgerne, men jeg må ikke gå derned. En gang til: Vi er kørt 1,5 time i bus for at forlade vores vante rammer, ankomme, pakke ud, men vi må ikke – russerne, os på første semester – forlade matriklen alene eller i fælles flok. Et usynligt hegn står fæstnet omkring os.

Det er problematisk, men problemet er ikke, at der er et regelsæt. Det er nødvendigt med 130 unge mennesker samlet i en weekend. Problemet er, at reglerne er lavet efter laveste fællesnævner: At du har en promille på 3!

I alkohollens navn bliver bevægelsesfriheden indskrænket til, at du kun kan spille (druk)spil, sove tømmermændene ud, spise og ikke mindst… Drikke. En besynderlig følelse rammer mig, som jeg ikke har haft siden børnehaven, tror jeg. Jeg vil se havet! Jeg vil bade! Jeg vil gå en tur i skoven uden pædagogernes/vektorernes opsyn.

Jeg vover skindet og går mod stranden.

Først træder jeg ud af gården og befinder mig pludselig i et bræk-minefelt, hvor der for hver tiende meter i forlængelse af husmuren ligger en form for symbol på nattens udskejelser. En krop, der måtte give op, forlade fællesskabet og udføre en såkaldt ”drage”.

Bakken flader ud og det brusende hav viser sig. Det lykkedes… Stranden! Klitterne og skoven. Hvilket sted. Herude går et gammelt ægtepar langsomt ned af kysten hånd i hånd. En kontrast.

Jeg kan ikke andet end at blive lidt trist. Heldigvis har jeg et par år på bagen og vil nok stå på podiet for alderspræsidenterne på denne tur, men jeg må indrømme, at det gør ondt at se denne invitation i levende live. Især, hvis jeg forestiller mig min egen iver som 20-årig efter at manifestere min ukendte person i et nyt fælleskab. Det er andet end alkohol, det er andet end overengageret vektorer. Det er en kultur. En helstøbt, skadelig og dybdegående kultur, der går i arv fra studiegeneration til studiegeneration.

Og lad os lige slå det fast: Jeg er ikke vokset op blandt ulve. En god fest er fantastisk – dans er det bedste jeg ved! Alkohol kan være med til at gøre det en tand mindre selvbevidst og mere socialt. Men i det her tilfælde oplever jeg, at alkohollen er blevet målet i sig selv.

”DTU er slet ikke så slemt. Det skulle være meget værre på CSS og CBS.” Hørte jeg i går. Og der har vi den. Den tilbagevendende tanke:

Hvad er det vi dækker over som generation? Hvad er det vi mangler? Er vores verdensrekord i alkoholindtagelse et bevis for vores behov for et afbræk fra en strømlinet og nytteoptimeret virkelighed? Eller er det bare sådan det er – skal jeg blande mig uden om og holde mig for mig selv en weekend. Jeg er jo også midt i tyverne. Nej… Det er fandeme ikke godt nok!

Lad os bygge et fælleskab på nærvær og opmærksomhed. Lad os værne om hinanden, udfordre hinanden, men i rammer, hvor det letteste af alt (at drikke sig helt fucked up) ikke er det sejeste af alt. Hvor den ærlige og eftertænksomme vægter højere end den råbende, nedværdigende og dominerende. Hvor vi mødes på tværs af kulturer og ikke per automatik vægter en udlændinges kvaliteter i, hvor meget personen kan bunde. Lad os øve samtalen og den fysiske udfoldelse, når muligheden er. Og lad os for guds skyld udnytte, at vi er ude af byen, ude af DTU Campus, og for en gangs skyld kan gå en tur uden baggrundsstøj.

DTU er fremtiden. Ja… En fremtid med en æresplads til beerpong bordet, ølbongen og drucket (crocket med øl) og måske en stor dosis af alkoholiseret ingeniører.


Svaret på første spørgsmål: Det gør man selvfølgelig, fordi man ønsker at bevise, overfor sit sultne publikum, at man ikke laver en regnbuedrage, når presset fra kuldioxiden sætter ind.